Mårum

Af Simon Steenfeldt Laursen 

Mårum nævnes første gang i Valdemar Sejs jordebog i 1200-tallet og betyder »rummet eller rydningen i skoven«. I betragtning af skoven dækkede hele området dengang, kan det vist ikke udtrykkes mere præcist. Den var i middelalderen en udpræget skovbygd med mindre byer og enestegårde omkring sig. Skoven blev det livgivne via skovarbejdere, savværker, skovbønder, kulsviere og krybskytter. Hertil kommer områdets centrale virksomhed siden 1913 Mårum Teglværk, hvis storhed stadig kan beskues i den forladte virksomhed ved Ejstrup. Sammen med savværkerne trak den arbejdskraft til langvejs fra.

I dag fremhæves især kulsvierne, som gennem milebrænding af træ skabte trækul, som i ældre tid blev afsat på bl.a. kultorvet i København til storbyens mange konfurer. Dette skyldes ikke mindst Georg Nordkildes mange romaner om dette farverige folkefærd. Mårum Tinghuse var i forrige århundrede en udpræget kulsvierby. Hertil kom den nu nedlagte skovlandsby Truestrup, som havde det som altdominerende bihverv. Den blev nedlagt af skovudskiftningskommisionen i 1790, men ude i Grib skov kan man dog se en mindesten over byens sidste bonde Niels Jensen. Selve kulsvidningen holdes stadig i hævd af et lokalt laug, som en gang årlig i samarbejde med skovvæsenet holder milebrænding.

Tager vi til Kagerup, træder to af områdets personligheder frem. Den ene er den driftige handelsmand og ejer af Kagerup savværk Jens Olsen Christensen, der i pagt med sin kulsvierbaggrund blev kaldt »Kulfanden«. Han blev i slutningen af forrige århundrede en af egnens mægtigste mand. Det dramatiske navn og kontante facon har givet ham et dæmonisk eftermæle. Den anden er den mest legendariske krybskytte på egnen Jens Hansen kaldet »Jens Omgang«. Navnet kom af, at han oprindelig gik på omgang hos bønderne som daglejer. Han boede i mange år i et hus på Kagerup Overdrev grænsende op til skoven. Myndighederne havde sit hyr med ham, da han kategorisk nægtede enhver form for krybskytteri, også når han blev taget på fersk gerning. Da han døde i 1869 blev fundet et utal af hans geværer gemt rundt om i skoven. I forbindelse med Kagerup skal også lige nævnes, at togstationen ved århundredeskiftet blev vigtig omstigningsknudepunkt mellem Hillerød–Græsted banen og Kagerup–Helsinge banen.

Vi kan ikke forlade Mårum uden at beskæftige os med den som dobbeltsogn med Græsted og den fælles religiøse vækkelse i slutningen af forrige århundrede. Vækkelsen betød en stærk missionsk menighed i selve Mårum. Dette medførte imidlertid også nogle meget markante skarpe skel i det lille samfund. Teglværksarbejderne og mange af de bramfri småkårsfolk tilsluttede sig absolut ikke missionen. Når de unge fra Mårum Idrætsforening og Mårum KFUM spillede fodbold var skellet derfor meget mere end blot en fodboldkamp. Mårum fik som et af de få steder både et missions- og forsamlingshus.

Mårum var tillige splittet mellem en gammel administrativ tilknytning til Græsted, og en ny tilknytning mod Helsinge, grundet de mange af teglværks- og savværksarbejdere, der kom her fra. Kommunalreformen i 1970 adskilte brutalt dobbeltsognet Græsted og Mårum, og mange i Mårum følte sig som et yderområde i Helsinge Kommune.