Gennemse Tag

Kirkebøger

Gribskov-begravelser på Dansk Demografisk Database

Godt nyt til slægtsforskere med aner i Gribskov Kommune!

Et samarbejde mellem Gribskov Arkiv og Rigsarkivet betyder nu, at data om begravelser i Holbo Herred 1813-1869 er tilgængelige og søgbare på Dansk Demografisk Database.

Holbo Herred

Et herred er en gammel retskreds. Holbo Herred opstod formentlig i 1200-tallet og blev i 1751 nedlagt som retskreds og indlemmet i Kronborg Rytterdistrikts Birk. Betegnelsen Holbo Herred blev dog stadig brugt om det geografiske område, der omfatter den nuværende Gribskov Kommune + Nødebo Sogn, der også var en del af herredet.

Dansk Demografisk Database

– er Rigsarkivets database, som indeholder en masse søgbare data fra folketællinger, kirkebøger og andre kildetyper. Rigsarkivet har en masse frivillige, der taster data fra skriftlige kilder – eksempelvis kirkebøger – hvorved de kan søges frem maskinelt. Det gør slægtsforskning nemmere.

De data fra Holbo Herred, der nu er blevet søgbare i Dansk Demografisk Database, har tidligere været tilgængelige på Gribskov Arkivs gamle hjemmeside. Det er dog en fordel, at man kun skal lede efter indtastede oplysninger ét sted, og derfor har vi overdraget disse data til Rigsarkivet.