Frivillige fra Helsinge Lokalhistoriske Arkiv ved frivilligdag 1976.
Helsinge Lokalhistoriske Arkiv blev lagt sammen med Gilleleje Lokalarkiv og Græsted Lokalarkiv i 2012 til Gribskov Arkiv.

Tirsdag den 3. oktober holdt Gribskov Arkiv frivilligdag for arkivets frivillige. Det gør vi fire gange årligt, og det er altid rigtig hyggeligt. På frivilligdagene fortæller personalet om, hvad der aktuelt rører sig på arkivet, og vi plejer at se en film eller to fra arkivets samlinger. Derefter er der kaffe og kage og livlig snak. Næste frivilligdag er den 21. november.

Mange af arkivets frivillige arbejder med registrering af arkivalier og fotografier, og nogle indskanner fotos, så de kan bruges på en computer.

I november forventer vi at starte et såkaldt crowdsourcing-projekt op, hvor vi skanner sognerådsprotokoller fra de gamle sognekommuner og lægger dem på nettet i et indtastnings-program. Arkivmateriale skal nemlig indtastes, for at oplysninger bliver søgbare online. Det er en tidskrævende proces, der kun kan ske, hvis mange hænder sætter sig til tasterne. Du kan indtaste hvor som helst, bare du har adgang til internettet. En halv time en gang om ugen er også værdifuldt, bare vi er nok, der gør det! Mere om det i november.

Foruden de fire frivilligdage holder vi julefrokost og sommerudflugt for de frivillige. Læs mere om at være frivillig. Og se sæsonplanen her.

Luk menu