Af Astrid Lystbæk Andersen
Lørdag den 1. maj 1937 mødte Paul op til sin første arbejdsdag – 16 år gammel og iklædt en kakifarvet kittel. Det var faderens idé, at han skulle i lære i Brugsen. Lærepladser hang ikke på træerne, og Pauls far havde lidt tilfældigt mødt brugsuddeler Th. Poulsen og aftalt, at sønnike skulle starte i Brugsen på Gilleleje Hovedgade 28.
”Den første dag vil altid stå prentet i min hukommelse. Selvom vi startede kl. 7.00 morgen holdt vi ikke fyraften før kl. 23.30. Min mor spurgte da også, hvor jeg havde været. Jeg kunne jo svare, at jeg kom direkte hjem fra Brugsen,” fortæller Paul.
Arbejdstiden var lig med åbningstiden. Det betød seks ugentlige arbejdsdage på mellem 11 og 13 timer og fri om søndagen. Til gengæld gav brugsuddelerens kone kaffe lørdag aften efter lukketid. Medarbejderne skulle gøre rent, før de kunne holde fyraften, så det var godt med en kop kaffe at styrke sig på.
Lukningen måtte ikke gå op
Fra første dag fik Paul O. Nielsen lov til at ekspedere kunder i butikken, og han fik sin egen skuffe i kasseapparatet. Efter lukketid blev pengeskuffen gjort op og dagens salg afleveret på uddelerens kontor. Det var altid lidt spændende, om kassen stemte. Heldigvis plejede det at gå godt! Nyansatte elever skulle også lære at betjente en vægt, så Paul blev sat til at afveje sukker – ca. 2000 kilo om ugen fordelt i alt fra et halvt til fem kilos poser. Lukning af poserne var en videnskab i sig selv. ”Det gjorde ikke noget at posen gik i stykker, hvis man kastede den over taget, men lukningen måtte ikke gå op”.
Rationering på varer
Under 2. verdenskrig havde Gilleleje Brugs ligesom andre brugsforeninger svært ved at skaffe varer. Almindelige fødevarer som sukker, mel, smør og kaffe blev rationeret, så Brugsen måtte aflevere rationeringsmærker til grossisten for at få nye varer hjem. Til gengæld blev arbejdstiden sat ned, for med færre varer blev åbningstiden også nedsat.
Paul blev udlært i 1941 og overtog jobbet som 2. kommis. Lønnen steg til 170 kr. om måneden, som lige kunne gå an, fordi han boede hjemme. Det var ikke en høj løn. Til sammenligning tjente en ufaglært håndværker ca. 50 kr. om ugen. Og leveomkostningerne var høje. Sukker og stødt melis kostede 42 øre pr. kilo, og smør fik de for 1,16 kr. for 250 gram.
Paul kom ikke sovende til sine penge. Brugsens kunder havde ikke køleskab eller fryser dengang, så de købte ind for en dag ad gangen. Det blev til mange ekspeditioner i løbet af en arbejdsdag, fortæller Paul.
Sukkersække som varmepude
Fire gange om ugen kørte Paul ud med varer. Under krigen blev Brugsens lastbil skiftet ud med en hestevogn og i vintermånederne en kane. Krigsårene er kendt for de kolde vintre, hvor det godt kunne fryse ned til -25 grader. Paul og kollegaerne fandt på, at de kunne bruge to sukkersække og fylde dem med halm. Med fødder og ben i sækkene kunne de lidt bedre holde varmen, imens de kørte rundt og leverede varer til de forskellige gårde og husmandssteder i Gilleleje og omegn.
I 1949 blev Paul gift, og kommis-lønnen kunne ikke helt række til at brødføde den lille nye familie. Derfor søgte han et ekstra job på Gilleleje Vandværk, inden han den 1. januar 1956 endeligt lagde kitlen på hylden og startede i en ny stilling som pantefoged i Søborg-Gilleleje Kommune. ”Jeg var efterhånden blevet 35 år, og syntes at nu kunne det være nok med at være ”diskenspringer. Paul blev dog ved med at have et nært forhold til brugsforeningen, hvor han også var formand fra 1977-1991.
Kilde: Mit liv med Brugsen i Gilleleje, Gilleleje Museum Bd 32, 1995