Mysteriet om det forsvundne skib og flaskeposten

Mysteriet om et forsvundet skib ved Rågeleje og et nødsignal med flaskepost optog lokalbefolkningen i det gamle Gribskov tilbage i august 1933.

Af Astrid Lystbæk Andersen

”Far, far, vi har fundet en flaskepost!” To 5-årige drenge havde fundet en flaskepost og bad deres far om at læse højt: ”Cimbria sunket 56½ grader nordlig Br. og 11¼ grader østlig Lg.”- underskrevet styrmand E. Andersen. Det tydelige nødsignal var drevet i land ved Kronborg i Helsingør, og historien om flaskeposten nåede alle landets aviser den 3. august 1933. Hvad var der sket med ”Cimbria”?

Et skib i flammer ud for Rågeleje?
Fem dage tidligere var dampskibet ”S/S Cimbria” på sin vanlige rejse fra Aalborg til København med cement. 28. juli forsvandt damperen pludselig med syv mand ombord. Fra kysten ved Rågeleje så to karle et stærkt lysskær, og lokalaviserne koblede forliset og lysskæret sammen – det måtte være Cimbria! Den vilde historie om et skib i flammer, der pludselig forsvandt i mørket, fik mange fra nær og fjern til at hjælpe med eftersøgningen. Vandflyvere kom på vingerne, og lokale både fra Gilleleje holdt udkig efter vraggods og mulige overlevende i vandet. Landpostbud Hans Olsen i Græsted var på alles læber, for det var ham, der havde fortalt Marinens efterretningsvæsen om det brændende skib.

Der er noget, der ikke stemmer…
I aviserne havde Direktør Boeck Hansen fra Dansk Cementcentral læst om det brændende skib ved Rågeleje, men kunne ikke få det til at stemme. Cimbria sejlede ikke så tæt på land på grund af lavvande, og selv fyrmesteren fra Nakkehoved Fyr havde ikke set lysskæret. Mystikken om Cimbrias forlis bredte sig. For god ordens skyld afhørte politiet brødrene, og her stod det klart, at vigtige oplysninger var forkerte. Fra udkigspunktet ved Udsholt Strand var det usandsynligt, at brødrene havde set et dampskib i Cimbrias relativt lille størrelse. Og ved nærmere eftertanke havde brødrene taget fejl af dagene, så tidspunktet passede ikke. Flaskeposten var pludselig politiets vigtigste spor.

Den afslørende håndskrift
Nu gik politimester Andresen fra Helsingør Politi i gang med at undersøge styrmand E. Andersens håndskrift. Ved hjælp af skriftprøver kunne politiet se, at også her var der uoverensstemmelser. Styrmandens håndskrift lignede ikke håndskriften i flasken. Den falske flaskepost gav politiet grå hår i hovedet, indtil synderen blev fundet – en 12-årig dreng, der var blevet så optaget af historien om Cimbria, at han sammen med en kammerat havde leget ”forlis” i vandkanten ved Marienlyst Kuranstalt. Sodavandsflasken var en del af legen. Ulykkeligvis havde de 12-årige kammerater glemt at tage flasken med sig, så bølgerne og havstrømmen havde fragtet flasken til Kronborg, hvor de to 5-årige drenge havde fundet den.

Hvad skete der med Cimbria?
Cimbrias forlis er stadig et mysterium, da vraget aldrig er blevet fundet. Liget af styrmand Andersen iført redningsvest skyllede i land på den svenske kyst, samt to årer fra en redningsbåd og et par cementsække blev også fundet. Teorierne er mange, men det er sandsynligt, at der opstod brand om bord efter en eksplosion i kedlen, og at Cimbria gik ned mellem Anholt og Grenaa – altså langt fra Rågeleje.

Historien om Cimbrias forlis og den falske flaskepost fik senere betydning for, hvordan skibsfarten udsendte nødsignaler. Flaskeposter blev fortid, og morsesignalet for SOS blev almindeligt for både små og store skibe i 1930’erne.

Kilder: Helsingørs Avis, 3. august 1933. Nordjyllands Social-Demokrat, 3. August 1933.

S/S Cimbria, ca. 1911-1933. Foto: Aalborg Stadsarkiv, fotograf H. Tønnies.
S/S Cimbria, ca. 1911-1933. Foto: Aalborg Stadsarkiv, fotograf H. Tønnies.
Udkigspunktet ved Udsholt Strand, ca. 1930. Herfra så de to karle lysskæret ca. 400 meter fra land.
Udkigspunktet ved Udsholt Strand, ca. 1930. Herfra så de to karle lysskæret ca. 400 meter fra land.
Helsinge postbude, 1906. Landpostbud Hans Olsen er nr. 4 fra højre og fik senere tilnavnet ”flaskepost”.
Helsinge postbude, 1906. Landpostbud Hans Olsen er nr. 4 fra højre og fik senere tilnavnet ”flaskepost”.