Af Lars Therkildsen
Kun få københavnere havde i slutningen af 1800-tallet opdaget Gilleleje og endnu færre havde mod på at drage på den lange, besværlige rejse til toppen af Sjælland i sommermånederne. Jernbanens endestation lå endnu kun i Græsted, derfra var det med hestevogn resten af vejen. Kroen kunne desuden kun tilbyde et begrænset antal værelser, selvom mange fra det faste sommerklientel også foretrak at leje sig ind hos de lokale fiskere.
Badehotellet åbner
Der var imidlertid planer om at forlænge Gribskovbanen til Gilleleje, og kroens ejer og Gillelejes matador, F.N. Hansen, øjnede hurtigt nye forretningsmuligheder. Han fik arkitekterne Hagemann & Møller fra København til at tegne et stort, nyt badehotel i smuk nordisk stil – med hele 76 værelser. I 1895 lagde hans kone Edith grundstenen til byggeriet, og allerede året efter blev dørene til hotellet slået op. Succesen var hjemme fra start, men den var næsten for stor: på åbningsdagen kom så mange besøgende, at herrer og damer måtte kæmpe om maden og pladserne ved bordene – en situation som Blæksprutten forevigede i 1896.
Også for de korpulente
Allerede i åbningsåret kunne effekten af det nye badehotel mærkes, Gilleleje nærmest vrimlede med badende sommergæster. De blev forsynet med omklædningsvogne på hjul, som kunne køres helt ud i vandet, og et reglement om badetøj blev også sat op, så mændene i det mindste bar badebukser. Den unge Axel Kjerulf erindrer om sin far i sommeren 1896:
”Min Far, der efterhaanden var bleven nok saa korpulent, var i høj Grad generet af disse Badebukser, navnlig da han aldrig kunne faa et tilstrækkeligt stort Nummer, og han havde et evigt Besvær med at holde dem fast om Maven. Irriteret, men lovlydig hængte han saa Badebukserne fast om Halsen. Han skulde jo blot bære Badebukserne!”
Kilde: Frank Bo Schwartz: ”Fra fiskerleje til sommerby”, Holbo-historier 2010