Af Astrid Lystbæk Andersen
”Hvad der lever i Folkemunde kan ikke dø”, sagde købmand Carl Nees fra Gilleleje i 1933. Det lille fiskerleje talte stadig om det ubegribelige mirakel, der skete 110 år tidligere i vinteren 1823, hvor syv fiskere vendte hjem efter at være forsvundet til søs.
Sammen med købmand Carl Nees skruer vi tiden tilbage til søndag den 26. januar 1823. Frosten og kulden havde i mange uger bidt sig fast, og snedriverne lå metertykke og dækkede de små nordsjællandske byer. På havet drev isflager rundt, og de mange fiskere kæmpede for at få mad på bordet og tjene til føden. Denne søndag så vejret dog lovende ud, så flere fiskere slæbte bådene ud på isen for at nå det åbne hav. Før Gilleleje fik en havn, var fiskerne nødt til at trække bådene til og fra land. Det var et stort arbejde at hale båden flot fra stranden – særligt i vintermånederne, hvor et fast isbælte lå langs land.
I én af de åbne både sad fiskerne Christian Carlsen, Hans Carlsen, Lars Mogensen og Lars Rasmussen sammen med fire andre. Pludselig blæste det op til storm, og isen skruede sig fast omkring båden. Og værre blev det, da rimtågen lagde sig over havet og skjulte kysten. Fiskerne var nu i isens vold og kunne ikke gøre andet end at vente, berettede Nees.
Otte dage og nætter
Med store ismasser omkring sig drev båden med strømmen i vestlig retning. I otte dage og nætter lå tågen tyk over havet, og fiskerne måtte ernære sig med rå fisk og muslinger, der var i båden. Kulden gik gennem marv og ben, så for at holde varmen sad fiskerne tæt sammen med ryggen mod hinanden. I båden var der ingen læ fra hverken vind eller kulde.
På den syvende dag forsøgte de otte fiskere at vandre over isen for at gå i land. Pludselig gik Christian Carlsen gennem isen, men heldigvis fik kammeraterne hurtigt hevet ham op igen. Dødtræt og udmattet af de hårde strabadser, bad Christian de andre om at lade ham blive liggende for at gøre en ende på de forfærdelige lidelser. Men det kunne ikke komme på tale. I stedet gik de i samlet flok tilbage til båden, og tilbragte endnu en rædselsfuld nat i den isende kulde.
Ny vandring over isen
Den 2. februar gik det galt. Træbåden bukkede under for ismasserne, så nu var der kun én udvej tilbage – at nå land over isen inden mørkets frembrud. Den lille gruppe slæbte sig over de endeløse ismasser dækket af tåge. Pludselig opfangede fiskerne lyde af en hanes galen og hunde, der gøede inde på land. Det gav ekstra motivation og snart nåede den lille skare land. Fiskerne var kommet til Norsminde syd for Århus – tværs over Kattegat og ca. 130 kilometer fra Gilleleje. I Norsminde nåede de et lille skovløberhus, hvor de hurtigt blev tilbudt mad og drikke og varmt tøj.
Den 22-årige Lars Mogensen døde som følge af forfrysninger mens de andre overlevede - dog med varige mén. Hans Carlsen mistede tæerne, der var ramt af koldbrand. Og Christian Carlsen mistede synet på det ene øje, der var blevet skadet, da han gik gennem isen. Efter en tur på sygehuset og mange dages hvile, begav fiskerne sig ud på havet igen og sejlede mod Gilleleje. De lokale troede næsten ikke deres øjne, da deres kære vendte hjem efter så lang tid. Det lille fiskerleje havde for længst opgivet alt håb.
Historien om de hjemvendte fiskere spredte sig til hele Sjælland, og det Kongelige Teater lavede en velgørenhedsaften til fordel for de heltemodige fiskere.
Kilde: Fra Det gamle Gilleleje, 1933