Af Astrid Lystbæk Andersen
Husker du skriget? - julegrisens sidste krampetrækninger. Det skingre, høje hvin der gik gennem marv og ben. Børn løb ind under sengen og holdt sig for ørene med begge hænder. Ude på gårdspladsen i Kagerup stod den lokale mand Jens Olsen klar med sin skarpe kniv. Ét præcist stik i grisens hals og blodet fossede ud.
Året var 1943 og Erna Holm-Larsen stod klar med gryn i en spand til at opsamle det dyrebare blod, der skulle blive til blodpølse. ”Røre – røre – du skal røre”, tvang Erna sig selv til at tænke – imens den ramme lugt af varmt blod ramte næseborene. Alt vendte sig i hende og efter en hård kamp for ikke at kaste op, måtte Erna give fortabt. Hun overdrog skeen til slagteren og løb hulkende ind i køkkenet.
Husmoderpligten
”Jeg følte mig uduelig og klattet i forhold til alle de koner, der bare klarede slagtedagene flot,” fortæller Erna i sine erindringer fra 1984, som befinder sig i arkivets samlinger. Hun var utrolig kompetent på andre områder, men grisens ulidelige skrig og lugten var bare en udfordring for den unge husmoder. Som blot 18-årig havde Erna giftet sig med Hans, der arbejdede på Mårum Teglværk. I 1938 flyttede de til Gribskovvej 35 i Kagerup, og i løbet af otte år havde de fået seks børn.
Juleslagtningen var ikke en ny oplevelse for Erna, men det var nyt at være SÅ tæt på en hylende gris med varmt blod op til begge albuer. Det var umuligt for Erna ikke at sammenligne sig med de andre husmødre på den tid, hvor pligten gik forud for alt andet. Til gengæld var Erna dygtig i køkkenet og elskede at lave mad. Måske var det grunden til, at hverken Hans eller karlene på gården nævnte hendes forsvinden den første slagtedag.
En dygtig springer
Gennem årene fik Erna også en relation til nogle af de små grise, der blev købt på markedspladsen i Helsinge og skulle slagtes, når de var store nok. De kunne være lige så forskellige som mennesker. I Ernas tid nåede de at have flere mindeværdige grise med hver sin personlighed. Nogle var kælne og krævede opmærksomhed, mens andre var vilde og lavede ballade.
Særligt én julegris husker Erna tydeligt – en dygtig springer. Let og elegant sprang den over muren ind i naboens have, hvor byens skomager boede. Han råbte op og løb efter den vildfarne gris. Ernas mand måtte sætte tremmer op i håb om, at muren blev for høj at springe over, men det hjalp ikke. Næste dag var grisen igen i hopla og flygtede over muren – til stor frustration for familien og naboerne i Kagerup, der ikke nød godt af det uventede besøg. Efterhånden som grisen blev fedet op, faldt den dog til ro og afblæste flugten.
Tarme i metermål
Vinterslagtningen foregik i november, men julegrisen var det allersidste, de slagtede på gården i Kagerup. Erna tog det bedste af det bedste fra grisen til jul – og gemte resten til vinteren.
I dagene efter slagtningen arbejdede hun hårdt på at tilberede og konservere al den mad, der var på grisen. Sammen med sin svigermor gik de i gang med at rense de meterlange tarme:
”De tynde brugte vi til medisterpølser og de tykke til blodpølse. Tarmene bliver vendt, og man skraber dem rene for slim og andet. Jeg var temmelig sløj inden aften på sådan en dag, jeg kastede op flere gange og havde det elendigt. Men det skulle jo gøres”.
Tarmene blev stoppet og pølseenden syet inden, de mange pølser blev lagt i gruekedlen. Deri lå ”Pølsepasseren”, som var grisens milt. Efter gammel tro blev milten kogt med for at sikre, at pølserne ikke gik itu.
Pølsegilde i Kagerup
I køkkenet var duften nu tyk af krydderier, løg og kogende pølser. Efter de travle slagtedage tog de forskud på juleglæderne ved et pølsegilde. Her blev den friske blodpølse serveret med smeltet fedt og sukker, finker og steg.
Alt på grisen blev brugt, og opfindsomheden ville ingen ende tage. Blæren blev pustet op til en ballon, som børnene legede med. Og galden gemte man, for det var et fantastisk lægemiddel mod hvepsestik. Der blev lavet finker - en blanding af kogte indvolde med fedt og krydderier - og selvfølgelig flæskesvær, saltede og røgede skinker og sylte. Meget mad blev saltet i et stort sulekar, for fryseren var endnu ikke opfundet.
Hele julen stod sulefadet fremme med de bedste lækkerier af den tilberedte slagtemad. Alle besøgende i Kagerup blev budt af fadet, for det måtte ikke ske, at en gæst kom til at ”bære julen ud” – ikke blive budt noget at spise.