Af Helle Nanny Brendstrup
Ovenpå vinterbadefestival og DM i Issvømning i Gilleleje gik arkivet i gemmerne for at undersøge fænomenet vinterbadning. Det var særlig spørgsmålet om, hvorvidt man tidligere har svømmet om vinteren i Gilleleje havn. Hvem ved hvad landliggerne også tidligere kunne finde på?! Vi ved godt, at fiskerne ikke kunne finde på, hverken at bade eller svømme i grødis ...
”Vi indfødte lå og gloede fra molen, og lærte os hvordan, når den flotte livredder Kai Walther Mortensen underviste landliggerbørnene ved Tisvildeleje strand i svømning. Vores forældre, der var fiskere, kunne ikke se den dybere mening med at lære at pjaske rundt i havet”.
Det fortalte arkivets nestor, Jonna, da jeg naivt spurgte hende om vinterbadning også havde have fundet sted på nordkysten tilbage i tiden. Det svar harmonerede godt med en tidligere søgning i gemmerne. Her vrimler det nemlig med billeder af landliggere på strandene omkring Tisvildeleje, Rågeleje og Gilleleje, der nyder strandlivet – om sommeren. Og absolut intet om hverken vinterbadning, endsige issvømning. For de lokale fiskere og deres familier var havet til gengæld et erhverv, der gav brød (og fisk) på bordet. Et erhverv, der var forbundet med slidsomt arbejde og en allestedsnærværende druknedød.
Havet giver og tager
Issvømning er i sandhed et nymodens fænomen. Her til lands. En ting er at gå i vandet og bade i grødis, save svømmehuller med og uden sauna inden for rækkevidde eller afholde mesterskaber i issvømning. Noget andet er i det hele taget at anse havet som et middel til nydelse. Til dyrkelse og styrkelse af krop og sind. Fiskerne undrede sig og rystede på hovedet, som man sagde i Tisvildeleje:
”Vi fiskere er oven på vandet, og vi lader landliggerne om at være under vandet”.
Årets netop afholdte vinterbadefestival og Danmarksmesterskab i Issvømning i Gilleleje kunne nok få en og anden død fisker på kirkegården i Gilleleje til at rotere i graven. ”Hvad skal det nu gøre godt for?” kan man høre dem runge ud over byen. Havet giver og tager, og vinteren med dens is og sne har alle dage været forbundet med gene for fiskeriet og livet som indsats. Når det var strengt, låste bådene sig fast i isen og blev ødelagt af skrueis, mens mand og mus frøs, og familierne gruede for tabt fortjeneste. Eller værre ved dødsfald, hvor den efterladte kvinde og hendes børneflok flyttede ind hos familiemedlemmer og måtte leve på nådsensbrød. Og alligevel – børn og barnlige sjæle finder altid frem til morskab. Skøjteløb, der ellers foregik på søerne inde i landet, var sjovt i Gilleleje havn, når havnen virkelig frøs til. Og det gjorde den under krigens strenge vintre. I selvsamme havn, hvor friske mænd og kvinder 80 år senere frivilligt svømmede sig til fryd og glæde.
Letsindige landliggerliv
Morskab og glæde fyldte til gengæld badebyerne og strandene om sommeren. Badegæsterne svømmede, soppede og slængte sig i klitterne, hvis ikke de vandrede og cyklede rundt i Hegnet, til Søborg Sø eller langs kysten. Der blev festet og fjantet. Man forstår jo godt, at fiskerne rystede på hovedet, ved at opleve dette lette liv udfolde sig, herunder få svømmeundervisning! Der var dog ofte fine relationer mellem landliggere og befolkning, som jo lejede sommerboligen ud til Køwenhavnerne, og selv flyttede ind i husets anneks, på loftet eller i det lille hus.
Skulle der være en læser eller to, der ligger inde med både viden og billeder af fortids vinterbadere, vil vi meget gerne høre fra jer.