Af Pernille Sonne
Luftfoto før dronerne
I slutningen af 1920erne begyndte driftige fotografer at fotografere fra flyvemaskiner. Dengang var flyvning dyrt, og kun få mennesker havde været ombord i et fly. Det var heller ikke alle og enhver, der havde et fotografiapparat, eller som havde råd til at købe film og få billederne fremkaldt. Luftfotografi var en ny og højteknologisk branche. Hidtil havde luftfotografi især været noget militæret foretog for at have godt overblik over landet. Nu begyndte luftfotografer at fotografere til et marked, nemlig bogmarkedet, fx til værket Større danske Landbrug. Der blev også lavet luftfotos på bestilling. I 1935 begyndte virksomheden Sylvest Jensen Luftfoto at lave systematiske overflyvninger af hele områder og tage skråfotos af gårde, byer og virksomheder. Med prøvetryk af billederne i hånden opsøgte virksomhedens medarbejdere ejerne af de gårde og huse, de havde fotograferet, og forsøgte at sælge billederne. Der kunne tjenes gode penge, så snart kom flere luftfotofirmaer til.
Gamle Gribskov kunne også flyve
Gribskov Arkiv har mange luftfotos fra hele Gribskov Kommune – både fra Sylvest Jensen Luftfoto og fra andre firmaer. Du kan se et par eksempler her i artikel. Og du kan finde flere på www.arkiv.dk. Luftfotografering var nu ikke kun for sjov og til pynt. Både Helsinge og Græsted-Gilleleje kommune betalte professionelle luftfotograferingsfirmaer for at overflyve kommunen systematisk og affotografere al jord. Det overblik over bebyggelsen og landskabets tilstand. Som en slags Google Maps uden interaktiv funktion, fordelt i tusindvis af nummererede, sort-hvide billeder. Til forskel fra luftfotos af bondegårde, er de kommunale billeder fotograferet i en lodret vinkel, såkaldte lodfotos.
Gribskov flyver stadig
I dag bruger Gribskov Kommunes byggesagsbehandlere stadig luftfotos for at se, om borgerne overholder de udstedte byggetilladelser. Også det tekniske område bruger luftfotos til at opmåle vandløb og til at se, hvor der skal ryddes bjørneklo. Én gang om året bliver hele kommunen fotograferet af et overvågningsfly.
Kilder: Mette Dahl Hansen: Luftfotografiets vej til succes. Magasin fra Det Kongelige Bibliotek. 25. 32-38. 2012.