Af Pernille Sonne og Helle Nanny Brendstrup
På arkivet blev vi, den kvindelige stab, nysgerrige over Finn Mogensens betragtninger om symaskiner og motorcykler i Ugeposten i november.
Der er nok ingen tvivl om, som Finn Mogensen påpeger, at der er sket en markant udvikling fra dengang symaskinen var et regulært arbejdsredskab til fremstilling af klæder og tekstiler, til i dag, hvor symaskinen også i høj grad er et statussymbol til flere tusinder kroner. På linje med mange andre husholdningsredskaber i takt med vores stigende velstand. Men motorcyklen, har den ikke altid været et statussymbol, som den mandlige del af befolkningen hovedsaligt har siddet på?
Mænd og kvinder ved symaskinen
Vi besluttede at undersøge, om billedsamlingen i Gribskov Arkiv kunne understøtte udsagnene og søgte på ord, der begynder med symaskine. Tre fotografier dukkede op! Da vi søgte på motorcykel, var der 34 registreringer! Og tilmed var det mænd, der dominerede på de to af fotografierne med symaskiner. Det skyldes sandsynligvis, at billederne er taget med skræddererhvervet for øje. Ikke i det private rum, hvor det var kvinderne, der stod for at sy familiens tøj, linned mm. Vi ser blandt andet sadelmager Sven Aage Terkelsen fra Helsinge ved symaskinen i et (opstillet?) scenarie, hvor symaskinen er flyttet udendørs til gården, så solen kan skinne på mand, bil og børn. Det andet fotografi viser en i grunden meget hyggelig arbejdssituation i skrædder H.P. Sørensens skrædderværksted fra 1934. Her er næsten ligestilling ved symaskinerne med en yngre kvinde og H.P. Sørensens søn og siddende på bordene de ældre skræddersvende og syersken. Det tredje lidt ældre fotografi opfylder måske vores mere opfattelse af syersker. Her ser vi en gruppe kvinder i færd med at sy og klippe i systuen hos C. Jensen i Helsinge fra starten af 1900-tallet. Den lille undersøgelse siger måske mere om de indleverede fotografier til arkivet end om forholdet mellem mænd og kvinder og symaskiner. Det handler om skræddererhvervet! Men så kan vi stille spørgsmålet: hvorfor indlevere og hvad indleveres til arkivet til fremtiden? Hvilke tanker ligger bag?
Mænd kørte motorcykel
Når vi ser på motorcykelbillederne, er vi tydeligvis i den private sfærer, hvor der er tale om statussymbol. Det handler om livsstil, glæde og status. I fritiden. For mænd. Det overraskede os ikke, at alle fotografierne er med mænd. Er kvinderne med, sidder de bagpå motorcyklen. Som Fru Else Marie Ulrik, der sidder bag på Johannes V. Jensen på deres Nimbus i Tibirke Bakker i 1920. Men oftest er det vennen, der er med bag på, som foran Gilleleje Badehotel, hvor der poseres med cigaret i munden, eller de tre mænd, der er fotograferet forfra med kasketter, læderjakke og smil på læben. Livsglæden stråler også ud af købmand Ludvig Larsen på motorcykel med vennen i sidevognen fra 1920.
Så, kære læser, hjælp os gerne videre i denne undersøgelse om symaskiner og motorcykler fra det gamle Gribskov. Kom til arkivet med billeder, der kan revidere vores forestillinger og udvide arkivets billedmateriale med symaskiner. Gerne fra privatsfæren!